CSBD projektet
Viden forpligter…
Tabuet skal nedbrydes med viden
”Tvangsprægede seksuelle adfærdsforstyrrelser” (CSBD), er en udbredt diagnose i Danmark, men ikke mange kender til den. Netop derfor er sex- og pornoafhængighed desværre også meget tabubelagt og forbundet med skam. Det tabu arbejder CSBD Foreningen for at bryde ned. Vi gør det ved at udbrede vores ekspertviden om CSBD til fagpersoner, politikere eller borgere. For så længe man ikke er bekendt med, at det faktisk er en diagnose, som man kan tale åbent om, forbliver sex- og pornoafhængighed et tabu, og misbruget og skammen vil forsætte. Det danner grundlag for mistrivsel i parforholdet og dermed også i familielivet, hvor børnene også betaler prisen. Vi vil sætte fokus på CSBD, så diagnosen kan blive opdaget og behandlet i tide.
Derfor har vi samlet de bedste kræfter, når det gælder viden om CSBD – en diagnose som ofte omfatter krydsafhængigheder omkring stoffer, alkohol og sexmisbrug. Vi har førende forskere og behandlere på holdet, og vi sætter kursen for fremtidens behandlingsmetoder, der vedrører sex- og pornoafhængighed.
Vi er dog langt fra i mål – ja, faktisk er vi kun lige startet. Vi vil løbende udvikle informations- og undervisningsmaterialer til de forskellige målgrupper, og vi vil iværksætte kampagner på sociale medier, poste artikler i relevante fagblade og vi vil afholde foredrag og webinars.
Den bedste behandling
Sideløbende med oplysningsarbejdet er vi meget optaget af at tilbyde den bedste behandling for folk med CSBD og deres pårørende.
Alle på holdet bag CSBD Foreningen forstår at skabe de bedste forudsætninger for en god og frugtbar dialog for den enkelte eller parret, der lever med CSBD, og vi hjælper parret og den enkelte til en bedre forståelse for deres seksuelle udfordringer og dysfunktioner. Derigennem styrker vi deres selvværd og relationer, afklarer deres seksualitet, hjælper med følelseshåndtering og de ofte livslange traumer og tilknytningsforstyrrelser.
Det er en daglig udfordring for den enkelte – og ikke accepteret i fællesskabet”
Tanja Glückstadt, Institutleder / Certified Sex Addiction Therapist